Tips til jagten på en god vinterjakke

Jeg har lige købt denne skønne vinterjakke til Sofie Maj. Den er fra VER de TERRE, og den emmer langt væk af lækkerhed, kvalitet og luksus. Men jagten på den rigtige jakke var ikke så ligetil, som jeg havde forventet. Der er et hav af muligheder, og hvad skal man egentlig være opmærksom på, når man skal købe en vinterjakke til et barn?

Jeg har brugt mange timer på research, så for at spare dig for besværet, vil jeg dele mine nyfundne guldkorn:

Vægt og tykkelse

Faktisk var disse to ting ikke noget, jeg havde tænkt videre over, da jeg indledte jagten på Sofie Majs vinterfrakke, men jeg faldt over en interessant artikel, der blandt andet påpegede disse elementer.

En tung og tyk vinterjakke kan være meget varm, og den kan desuden begrænse barnets bevægelser, så det bliver besværligt at lege udendørs. En god vinterjakke er lavet i lette materialer, fx dun som VER de TERRE’s.

Yderligere kan en tyk vinterjakke forhindre bilens sele i at fungere optimalt, og det er da også værd at have med i overvejelserne.

Den rigtige størrelse

Dette punkt synes jeg, er det sværeste. Man kan let få lyst til at købe en jakke, der er lidt for stor, så man er sikker på, den passer hele sæsonen – og måske endda den næste. Men vinterjakkens funktionalitet daler faktisk, hvis den er for stor. Hvis der er for meget luft mellem krop og jakke, så kan den ganske enkelt ikke varme godt nok.

Lynlåse og velcro

Velcro er i sig selv ikke nok til at holde en vinterjakke lukket, men det kan se flot ud, hvis en velcrolukning skjuler lynlåsen, ligesom det kan virke ekstra beskyttende mod regn og slud.

Hvis det er muligt, så tag et kig på lynlåsen. Nogle jakker har simpelthen så små lynlåse, at det er noget nær umuligt at lukke dem – især med vanter på. Desuden vil de kære små gerne selv lære at lukke jakken, og det er altså nemmere, hvis lynlåsen er til at få fat i.

Gode råd modtages med kyshånd

Har du andre gode råd, som jeg ikke har overvejet, så vil jeg meget gerne høre dem? Det bliver selvfølgelig ikke aktuelt i år, hvor jeg allerede har købt en jakke (som jeg tror, jeg bliver ret glad for), men måske er der ting, jeg kan tage med i overvejelserne næste år, hvor børnehave og mere udeliv gør det endnu mere nødvendigt med en rigtig god og varm frakke.